Your address will show here +12 34 56 78
  • KLUBAKTIVITETER

    Fællesskabet i klubben bringer mange muligheder for diverse aktiviteter. Dette kan være fra de ugentlige træninger til andet hygge i fritiden. På denne side kan der læser herom.

  • TRÆNING

    De to ugentlige træninger er klubbens samlingspunkt. Det er her vi udvikler vores spillefærdigheder inden for Ultimate, ligesom der er rig mulighed for at hygge sig og have et socialt fællesskab. Træningerne består typisk af forskellige kasteøvelser, efterfulgt af øvelser, der øger spilforståelsen. Til sidst slutter vi altid træningen af med en kamp.

  • TRÆNINGSSTED

    Vi træner fast tirsdag og torsdag. Udendørssæsonen løber fra sidst i marts/start april indtil oktober. I denne periode foregår træningen fra 18:30 til 20:30 på rugbybanerne ved Johannesmindevej i Aalborg vest. Indendørssæsonen er fra oktober til sidst i marts, hvor træningerne er fra 19:30 til 21:00 i Aalborg Freja’s indendørs hal.

  • DM

    Et af klubbens mål er at være repræsenteret ved såvel indendørs som udendørs DM i Ultimate. Det er en oplagt mulighed for at få kamptræning, blive spillet godt sammen og have hyggeligt samvær både i egen klub og på tværs af klubberne. Og naturligvis vinde nogle kampe. DM består af et par indledende runder, som afsluttes med en finaleweekend. De indledende runder finder sted på enkeltdage (weekends), hvor vi spiller kampe mod andre klubber i Danmark. I finaleweekenden samles alle klubber og afslutter sæsonen. Her spilles der kampe både lørdag og søndag, og lørdag aften holder vi fest sammen. Værtskabet går på skift mellem klubberne.

  • TURNERINGER

    Udover DM tager vi også til weekendsturneringer. I indendørssæsonen er klubben repræsenteret ved Kong Volmer, som afholdes sidst i november i Farum Arena, og Furious Five, der finder sted i Odense den første weekend i februar. Derudover sætter vi ofte hold til en strandturnering i løbet af udendørssæsonen. Dette kan blandt andet være Sun Of The Beach i Rostock eller BUM i Berlin.

  • HYGGE

    I klubben har vi et godt fællesskab, og det betyder også, at der er gode muligheder for socialt samvær uden for sporten. Traditionens tro afholder klubben en årlig julefrokost, som er en hyggelig aften, hvor vi samles omkring den dejlige mad og den årlige snapskonkurrence.