Referat

Mandagshygge #2

Årets anden match blev i går afhold af 23 gode mennesker. Der var høj sol, men en kold vind holdte temperaturen nede, så man ikke lige kunne smide jakken. Vi var i dén sjældne situation, at vinden kom fra øst, og jeg tror ikke jeg er den eneste, der blev snydt af den en gang eller to. Det sidder efter hånden på rygraden, at der er vestenvind. Heldigvis var det bare en let bris, så forholdene var faktisk super.

Vi havde besøg af to helt nye ansigter. Joachim Nielsen og Dennis Høegh havde våget sig med til match. De har spillet en del på egen hånd på det seneste. Joachim er én af mine kollegaer, og jeg har den seneste tid set en discgolf ild blusse op i ham. Jeg har set det utallige gange, og den er som regel ikke til at tage fejl af. De to er hooked on disc golf, så mon ikke vi ser mere til dem i fremtiden. Derudover havde vi et gensyn med Peter Enemark Lund, som sidst var med i 2017. Velkommen tilbage, Peter.

Det altoverskyggende highlight på runden kom så tidligt det kunne. Startende på hul 6b (Alléhullet) valgte Jacob Teglgaard Jakobsen at kaste sin disc direkte i kurven. ACE! Det er det første registrerede ace på de nye huller. Tillykke med det, Jacob. Kort tid efter dette, så lød der næsten lige så vild begejstring nede på hul 7 (nye 4), hvor Sabine Jensen Jåtog sænkede et 25 meter indspil for en birdie. Gruppens begejstring skyldes, at der bare var super god stemning i gruppen med Lena, Tage, Sabine og undertegnede, og så fordi det netop var Sabine, der lavede en slowmez.

Aftenens vinder blev Arne Mejlholm med 48 point, men fordi hans handicap ikke helt er reguleret ind til et passende niveau, så tror jeg ikke han har nogen issues med, at jeg udnævner Daniel Høegh til den egentlige vinder. Med en runde i +6 (ret mig, hvis jeg husker forkert) og 44 point, så var han nok dén der reelt set spillede bedst ift handicap. Og det gjorde han endda selv om, han lavede en 10'er på hul 18.

Tak for en hyggelig aften, og husk at sende SMS, når I er ude at spille fremover. Også selv om i bare træner.

God vind
Kristian